AI-specialist med teknisk dybde og strategisk overblik,
Kan du både tale med udviklerne i maskinrummet og med beslutningstagerne i mødelokalet? Er du teknisk skarp, og kan du bygge AI-løsninger, der forbinder mennesker og visioner? Så er det helt rigtige job lige her. Vi leder efter en AI-specialist, der vil være med til at bygge løsninger, der understøtter fremtidens sundhedsvæsen.
Der venter en hverdag, hvor du får olie på fingrene dybt ned i maskinen og hvor du samtidig skal knibe øjnene godt sammen for at se langt ud i den teknologiske fremtid.
Hvorfor skal du søge job hos os?
- Du får indflydelse på, hvordan vi bruger data og AI strategisk – nu og på sigt.
- Du sætter spor i løsninger, der skal fungere i virkeligheden: Brugbare, skalerbare og sikre.
- Du får fleksibilitet og et godt arbejdsliv i en stor organisation med høj trivsel, hybridt arbejde og betalt frokostpause.
- Du bliver en del af Digitalisering og It i Region Midtjylland. Her er vi mere end 600 kolleger fordelt på mange, stærke, faglige miljøer med fokus på udvikling, ordentlighed og trivsel.
I Techlab og Partnerskaber rådgiver vi om alt fra udvikling til implementering af nye teknologier, f.eks. machine learning og NLP. Men vi arbejder også med alt det rundt om teknologien, visionerne og dataintegrationerne. Du får en central rolle i arbejdet med at bygge solide AI-fundamenter og omsætte trends til konkrete, værdiskabende løsninger, der er forankret i strategiske visioner og ambitioner – og som vigtigst af alt gør en forskel for vores næsten 40.000 brugere.
Det kommer du til at lave
Rollen handler om meget mere, end at sidde og kode løs. Det er vigtigt, at du forstår teknologierne til bunds og bruger din forståelse for brugerne samt deres behov og din strategiske næse som krumtap i din opgaveløsning.
Du bliver en nøgleperson i vurderingen af, hvilke AI-løsninger der faktisk giver mening i sundhedsvæsenet, og hvilke der ikke gør. Sammen med kolleger, udviklere, forskere og beslutningstagere skal du sikre, at vi vælger de løsninger, der er robuste, skalerbare og værdiskabende i praksis.
- Rådgive om AI-arkitektur (data, integrationer, MLOps), HW/acceleratorer og valg af ML/NLP/LLM-modeller – robust, skalerbart og sikkert.
- Sikre langsigtede AI-fundamenter og referencearkitektur, der kan rumme ny teknologi over tid.
- Omsætte tendenser til konkrete spor: fra idé/PoC til pilot og drift – med klare mål, risikovurderinger og effektmåling.
- Bidrage til AI-strategi, roadmaps og standarder på tværs – i tæt samspil med udviklere, arkitekter, dataspecialister, forskere og beslutningstagere.
- Kvalificere indkøb og leverandørsamarbejder samt navigere i compliance (datasikkerhed, model-/datagovernance).
Om dig
Vi leder efter dig, der både er nysgerrig og visionær, men også struktureret og formår at gøre ideer til realistiske forslag og POC’er.
Du har en solid forståelse for dataarkitektur og skalerbare løsninger, og du ved, hvad det kræver at få AI til at spille sammen med eksisterende systemer og processer. Du kommunikerer klart til både udviklere og ikke-tekniske beslutningstagere – og du trives som “oversætter” mellem tekniske miljøer og strategi.
- Du har solid teknisk forståelse af ML/LLM, dataarkitektur og integrationsmønstre – og ved, hvad der skal til for at skalere sikkert i en kompleks organisation.
- Du har gerne erfaring med at implementere AI i større organisationer – både teknisk, organisatorisk og i forhold til forankring i driften.
- Du kan rådgive om hardware/acceleratorer, modeltyper og MLOps, og du trækker naturligt på perspektiver fra data science.
Hvem vi er
I området Techlab og Partnerskaber, som hører under kontoret Teknologi og Innovation, bliver du en del af et tværfagligt team på otte gode kolleger, der tænker både visionært og praktisk. Vi er ambitiøse og bruger hinandens tværfaglige kompetencer, når vi eksperimenterer, lærer og deler. Vi ved, at værdifulde idéer sjældent opstår kl. 08.30 foran skærmen – derfor er vi tæt på forretningen, klinikken og brugerne. Du får kolleger, der både er nysgerrige på ny teknologi og optaget af at skabe værdi i hverdagen for patienter og medarbejdere.
Hos os får du mulighed for at præge et område i udvikling – både fagligt og organisatorisk. Vi er et team, der bygger noget nyt, og vi gør det med højt humør, stor nysgerrighed og en fælles ambition om at skabe reelle forbedringer i sundhedsvæsenet.
Vi tilbyder et fleksibelt og hybridt arbejdsliv med ordnede forhold og betalt frokostpause. Du har sammen med din leder et kontinuerligt fokus på din trivsel og udvikling gennem jævnlige 1:1-samtaler og flere årlige MUS.
Praktisk
Ansøgningsfrist: 4. november. 1. samtale den 12. november og his du går videre til 2. samtale den 17. november må du inden da forvente at udfylde en personlighedstest.
Har du spørgsmål, så kontakt områdeleder Marie Rørdam Fenger på marfeg@rm.dk eller 30 76 07 22.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.